Turforslag

Mulighederne for ture i regionen er mange, kun fantasien sætter grænser.

BYVANDRINGER
1. Kulturvandring – i fodsporene på nogle af Aalborgs kendte personer
En kulturvandring i fodsporene på nogle af de personer, der har præget Aalborg, Harald Jensen, Brigader Halling m.fl. Vi ser på og hører om de imponerende bygningsværker og det eftermæle, de har efterladt sig i byen. Vi hører også om fattigdom og spedalskhed. Hvorfor gemte man de fattige og de spedalske uden for byen? Og hvad er spedalskhed egentlig?

2. Heksene i Aalborg
Heksene i Aalborg har deres egen historie, faktisk indrømmede mange af dem, at de var hekse. Det menes, at der sågar var en hekseskole. Vi skal høre om de mange forskellige troldmænd og troldkvinder og de straffe, de modtog efter pinligt forhør.

3. Omkring Aalborghus Slot
Aalborghus Slot blev bygget efter Grevens fejde i 1500 tallet – Danmarks sidste borgerkrig. Det blev aldrig den fæstning, det var tiltænkt, men bolig for lensmanden. Vi besøger også “Fruebyen”, bydelen, hvor bønderne staldede ind, når de skulle handle. Her kan byens ældste kunstværk, portalen ved Vor Frue Kirke ses. Vi går tilbage via Hjelmerstald, langs Østerå, som var stedet med de store købmandsgårde og slutter ved Toldboden.

4. Street Art og Street Food
På denne spadseretur i Aalborgs smalle gader og gyder opsøger vi nogle af de mange spændende gavlmalerier malet af internationale og danske kunstnere fra 2014 og frem. En del er startet som grafittimalere, andre har uddannelse fra kunstskoler. Sammen oplever vi malerierne og finder frem til deres historie. Der fortælles også om kunstnerne, deres motivation og arbejdsvilkår.
Turen kan afsluttes ved tidligere køkkenfabrik Boform, hvor vi hører om forvandlingen fra fabrik til “Street Food – The Lighthouse”, der byder på 17 forskellige boder med mad fra hele verden.

5. Budolfibyen
Denne tur er opkaldt efter domkirken, St. Budolfi Kirke. Under vandring rundt i Budolfibyen fortælles Aalborgs historie fra vikingetid over middelalder og renæssancen, som var Aalborgs storhedstid. Vi ser bl.a. på Jens Bangs Stenhus, bygget i starten af 1600-tallet. Huset er stadig byens stolthed. Udover fortællingen om Jens Bang berettes om munke- og nonnelivet i et af de bedst bevarede Helligåndsklostre nord for Alperne.

6. 1600-tallets Aalborg på sol- og skyggesiden
På denne tur går vi i de riges og fattiges fodspor. Hvordan levede de, og hvilke muligheder var der for hjælp, hvis uheld og sygdom indtraf? Hvordan straffede man? Hør hvor galt det kunne gå for en tyv, en prostitueret eller en heks samt de “selvforskyldte fattige”, dvs. raske unge mennesker uden arbejde. Vi opsøger steder, hvor begivenhederne skete.

7. Havnefronten i Aalborg
Aalborg Havn har undergået en total forandring fra at være en erhvervshavn til at blive en oplevelseshavn. Turen starter ved Limfjordsbroen og fortsætter langs fjorden. Vi kommer forbi Toldboden, Slottet, Utzons Hus, Nordkraft og Musikkens Hus. Vi slutter, ved den nyligt afdækkede Østerå.

8. Havnerundfart og Street Food
Den bedste måde at opleve den imponerende forandring, som Aalborg Havnefront gennemgår i disse år, er fra søsiden. I 1970’erne begyndte afviklingen af den indre byhavn, idet vi får Østhavnen, populært kaldet Grønlandshavnen. I dag er havneområdet blevet en del af byrummet. Tag derfor med om bord på det gode skib M/S Kysten, hvor vi sejler langs havnen fra Portland i øst til Egholm i vest.
Turen kan afsluttes ved tidligere køkkenfabrik Boform, hvor vi hører om forvandlingen fra fabrik til “Street Food – The Lighthouse”, der byder på 17 forskellige boder med mad fra hele verden.

9. Farvel til Rød Aalborg, goddag til Cloud City, Fjordbad og Street Food
Aalborg Havn fortsætter udviklingen fra erhvervshavn til oplevelseshavn.
Denne tur starter ved den gamle Toldbygning. Vi passerer broerne og Spritfabrikken, hvor facts om ændringen fra destilleri til kulturcentrum fortælles. Dernæst vil vi gå til det nye Vestre Fjordbad.
Turen kan afsluttes ved tidligere køkkenfabrik Boform, hvor vi hører om forvandlingen fra fabrik til “Street Food – The Lighthouse”, der byder på 17 forskellige boder med mad fra hele verden.

10. Aalborg under Anden Verdenskrig
I Mindelunden fortælles om besættelsestiden; vi ser på nogle af mindepladerne dér og på selve kirkegården. På vej ind mod byens centrum stopper vi op forskellige steder og hører om begivenheder, som skete dér i løbet af ”de fem forbandede år.”

11. Lad gaderne fortælle
Hvad gemmer der sig bag navnene på gadeskiltene i Aalborg? Vi vil på denne tur rundt i byen høre om hekse, feltherrer, biskopper, byfogeder, kongelige og andet godtfolk. Vi ser også på byens åbne rum. Hvorfor ligger de, hvor de gør, og hvad har de været brugt til tidligere?

12. Kend din by – på cykel
Turen er ca. 5 km lang og foregår i et roligt tempo – på egen cykel. Vi starter ved Kunsten og går en tur i Skulpturparken, hvor der fortælles om udvalgte værker, dernæst videre til Aalborgs første Stadion fra 1920, efter at Harald Jensen havde testamenteret ”Haraldslund med tilliggender” til Aalborg Kommune. Der fortælles om personen Harald Jensen og hans liv, som rummede initiativ, velgørenhed, storhed og smerte. I Skudehavnen berettes der om museerne, Fjordbyen og miljøet ved fjorden. På vej mod byen fortælles om de gamle industrivirksomheder på havnefronten.

13. Vesterbro – Aalborg i 30’erne.
Gennem krise og forandringer ad vejen til fremtiden: Vi traver en tur ad Vesterbro, ser på det markante byggeri og hører om baggrunden for Aalborgs udvikling på denne tid.

14. Hasseris
På vor tur gennem Hasseris skal vi se på vejnavne og høre om nogle af de personer, vi finder dér, beundre villaer og huse mm, som blev bygget af købmænd og andre foretagsomme folk for et par generationer siden.

15. P for Packness
Arkitekten Ejnar Packness har sat sit prægtige præg på Aalborg: Vi vil på vor promenade opsøge nogle af de bygninger, som han har stået for og kaste et blik på andre.

16. Kunst og historie i Fruebyen
Temaet er historien og kunsten i Fruebyen/Nørregadekvarteret, stedet hvor bønderne tidligere staldede ind og handlede i købmandsgårdene. Vi ser på kunst af blandt andet Erik Heide, Henrik Voldmester og Otto Evans, samtidig fortælles kvarterets historie. Turen slutter hos Langes kunsthåndværk, beliggende i en 200 år gammel 4-længet gård, tidligere smedegård i Hjelmerstald.

17. Skulpturvandring
Aalborg er en by med mange skulpturer i det fri – skabt af både lokale og nationale samt en enkelt internationalt kendt dansk kunstner. Skulpturerne er kommet i bølger, nogle i 1930’erne i forbindelse med anlægget af Vesterbro, andre i forbindelse med byjubilæet, og andre endnu senere. På turen rundt i Aalborg vil vi se på såvel gamle som nye skulpturer og få en snak om motiv, placering og kunstneren. – Skulpturer og bygninger som vi kender så godt, eller gør vi nu det? Vi går jævnligt forbi dem, men ser vi dem?

18. Kig op
– Så lægger vi nakken tilbage
Mange huse i Aalborg har flotte udsmykninger, som vi meget sjældent lægger mærke til. Nogle er til pynt, andre har symbolske værdier og mange er placeret i “kig op” afstand. Vi finder nogle af de sjoveste og hører historien om dem og om de mennesker, som lod dem opsætte.

19. Beerwalk og smalltalk
Beerwalk er en velsmagende måde at opleve byen på. Vi besøger seks af byens pubber og får en velskænket specialøl. På turen imellem fortælles om de bygninger, vi passerer og deres historie samt anekdoter fra Aalborgs forlystelsesliv.

20. Tur i renæssancens Aalborg
Reformationen havde sit udgangspunkt i Tyskland. I Danmark kommer Reformationen i 1530’erne, det bliver overgangen fra middelalder til renæssance. Hvad betød det for Aalborg? Det ser vi på, når vi går rundt i byen og kigger på renæssancens arkitektur, hører om straffe samt ser på, hvilken ændring det fik i kirkerne. Turen slutter i Budolfi Kirke.


INDENDØRS RUNDVISNINGER
1. Aalborg Kloster
Vi besøger en af Aalborgs ældste og bedst bevarede bygninger: Helligåndsklostret, der ligger godt gemt væk som en hyggelig oase i storbyen. Stedet rummer atmosfære og gode historier fra tiden, hvor det var hjemsted for munke og nonner. Vi besøger bl.a. klostrets kapitelsal med kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Latinskolen holdt til her i 300 år. Danmarks første modstandsgruppe, Churchill-klubben, blev grundlagt her. Klostret er i dag et seniorboligkompleks.

2. Gråbrødreklostret i Algade
Vi går i dybden og besøger de underjordiske rester af gråbrødrenes kirke og kloster, hører om deres liv og færden blandt datidens Aalborgensere.


BØRNETURE

1. Aalborg Kloster
Vi skal høre historierne fra dengang stedet var hjemsted for munke, nonner og hittebørn.

2. Kig op
Vi lægger nakken tilbage, kigger op og får øje på skægge og underlige ting.

Maks. antal deltagere: 25 personer per guide, er der flere deltagere deles gruppen.

DAGSTURE I REGION NORDJYLLAND
Eksempler på hel- og halvdags ture:
Bustur til Lindholm Høje. Danmarks største oldtidsminde med 700 grave fra år 400 til 1000.
Voergaard Slot med de uanede mængder af fransk kunst.
Skagen med besøg på Skagens Museum, Michael og Anna Anchers hus og med “Sandormen” til Grenen, besøg på Råbjerg Mile.
Vesthimmerland og Hanherred med besøg på Vitskøl, Aggersborg og Tømmerby Kirke m.m.
Rold Skov. Danmarks største skov. Besøg i Rebild bakker. Vandkilderne og Tingbæk Kalkmine med Bundgaards skulpturer.


Tilbud på priser på hel- og halvdagsturene evt. med forplejning gives gerne.